Så blev det slut med de lette – og billige – gaver

Vi har to piger og en dreng, Vores yngste (søn) fyldte 12 år i lørdags. Og lad mig sige med det samme. Det er bare ikke så let at finde en spændende fødselsdagsgave til ham, som det var for et par år siden. Tiden, hvor stort set alt fra drengesektionen i legetøskataloget var spændende, er for længst forbi. Der var en gang, hvor han bare tog kataloget og gik i gang fra en ende af. Og en halv time senere havde han så en ønskeliste så lang, at man næsten skulle tro, at det var umuligt, at man kunne ønske sig så mange ting.

De senere år har det stort set kun været en eller anden form for elektronik, som har stået på ønskelisten. Og det har været forholdsvis dyre ønsker i forhold til de gaver, som vi normalt giver. Så det har både været slut med de lette, og med de billige, gaver.

Nu er det næsten kun computeren, iPad’en og telefonen det hele handler om. Eller rettere sagt det var computeren, iPad’en og telefonen, det hele handlede om. Men sidste jul skete der noget. Drengen fik nemlig et spil Sequence af sin moster. Og jeg skal hilse at sige, at det er noget der duer. Faktisk er knægten blevet så bidt af at spille nogle af de nye brætspil, at han havde sat flere af dem på sin ønskeliste til den netop overståede fødselsdag. Og det er jo noget, som glæder hjertet hos en far, som er fra før tiden med den elektroniske revolution.

I mit barndomshjem fandt vi ofte spillene frem i weekenden og satte os ned omkring spisebordet, hvor vi kunne få flere timer til at gå med at dyste mod hinanden. Men sådan er det langt fra alle steder i dag. I langt de fleste hjem har elektronikken nemlig ændret den måde vi er sammen på. Til det værre vil nogle måske mene. Så langt vil jeg dog ikke gå, men blot konstatere, at tingene i hvert fald har ændret sig.

Men nu synes jeg, at der er fornyet håb om, at bare en lille smule af de gamle traditioner, vil finde indpas i vores eget moderne hjem. Og det er da dejligt at tænke på.

 

Leave a Reply