Hvilken låsesmed?

Kender du den der følelse, når man på forhånd ved, at noget går galt? Altså det øjeblik, hvor du opdager, at din hjerne ikke koordinerer med dine bevægelser? Det er lige det der splitsekund, hvor man ved, at man har gjort noget forkert – men bare ikke kan rette fejlen. Som fx for nogle dage siden, hvor jeg bare smækkede døren efter mig uden at tage nøglen med. Jeg vidste godt, at ”nu smækker jeg døren, og nøglen sidder i døren – på den forkerte side.” Men min hjerne beordrede ikke min krop til at bremse, at døren lukkede sig i tide. Det var en ret underlig følelse. Lidt skræmmende, men i dette tilfælde også totalt latterlig. Lige så snart døren havde lukket sig, tænkte jeg bare: ”Nå, ok, det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Så hvad skal jeg nu gøre?”

Find låsesmed på Frederiksberg

Se, hvis det nu var sket derhjemme, så ville det have været nemt for mig at finde en låsesmed på Frederiksberg. Jeg ville kunne ringe til sådan en og få ham til at komme hurtigst muligt. Men det skete ikke derhjemme. Det skete i en lille, bitte landsby, som ligger meget langt væk fra civilisationen. En lille by, hvor der højst bor 60 mennesker permanent. Hvor der kun er to caféer, som hver har sit eget politiske tilhørsforhold. (På den måde undgås de lokale borgerkrige!) Hvad gør man i sådan et tilfælde?

Kun én ting at gøre

Der er ikke andet at gøre end at gå hen til en af caféerne og spørge, om der er nogen, der, der kender en låsesmed. Svaret, man får, er så et forhør om, hvad der er sket. Når man så har forklaret hele partiet, der sidder der og drikker deres kaffe, at man har kvajet sig, så får man at vide, at man skal sætte sig ned og tage det roligt. Caféens ejers fætter kan hjælpe. Der er ikke nogen grund til at ringe efter en låsesmed. Det vil tage for lang tid og koste mange penge. Cafeejeren ringede da også til sin fætter. Han lovede at komme i løbet af en times tid. Så jeg satte mig ved et de vakkelvorne borde og fik en kop kaffe, imens jeg ventede.Godt han kendte til Frederiksberg.

Så var det klaret

Der går så to timer, så dukker fætteren op. Træt. Han bad mig om lige at få lov til at drikke noget læskende. Bagefter ville han hjælpe mig. Selvfølgelig skal han have lov til at få sig en kold øl efter en lang arbejdsdag. Endnu en times ventetid. Men så rejser manden sig og fortæller, at nu er han klar til at åbne min dør. Han fik den åbnet i løbet af 3 minutter. Tak, det var så sødt af ham. Han ville ikke tage imod noget fra mig for den tjeneste. Så jeg har sagt til caféejeren, at hun skal tilbyde ham en øl på min regning. Ville sådan noget kunne ske andre steder end her? Jeg tror det ikke. Det er måske derfor, at jeg er så glad for at være her. Langt væk fra civilisationen, hvor alt er så kontrolleret.